Deres refleksion

 I dag er en god dag. Jeg fejrer at jeg har holdt min aftale om ikke at drikke alkohol uden anledning i denne uge. Jeg glæder mig meget til weekenden, og føler mig fyldt med kærlighed. Da jeg løb min tur på 9 km i går, følte jeg et stort fysisk overskud. Det var virkelig rart at føle det igen.

 Jeg er taknemmelig for at leve et liv, hvor jeg selv kan bestemme det meste. Jeg er taknemmelig for at have en sød hund, og at mit Mindsæt og mangler begynder at lette.

Dagens refleksion.

Jeg har sovet godt, hele natten. Jeg oplever at være i god kontakt med mig selv for tiden. Det er ret lækkert. jeg kan godt Savne en sjæleven Til at dele det store og det små med. Men, så er det godt at jeg har mandegruppen. Eller, de gode mænd i mandegruppen.

Jeg er taknemmelig for:

Jeg er taknemmelig for:

Mit liv.

Min søde hund.

At jeg har mulighed for at gøre så meget forskelligt i mit liv.

At jeg har en oprigtig nysgerrighed på at gøre ting anderledes.

Dagens refleksion

Jeg har fået passe på mig selv her til morgen. Jeg har motioneret og mediterede. Jeg er mega spændt. Kirsten kommer i dag, men jeg har stadigvæk usikker på om hun dukker op. Jeg har glædet mig virkelig meget. Nærmest helt barnagtigt. Jeg er virkelig blevet glad for min konsulentrolle. Jeg synes det er super fedt at køre ud og løse opgaver i byen. Lige nu er mit liv på en tur, og når Kirsten kommer senere i dag, måske en 9’er. 

Dagens refleksion

 Det har været en lidt vild weekend. Mange damer, meget tid på telefonen. I går havde jeg tømmermænd. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg har ligget på sofaen en hel søndag. Det er føles ikke fedt. Hvertfald helt vildt uProduktivt. 

Jeg var dog ude at løbe. Det var godt til mig. De næste par dage skal jeg ikke være på kontoret, det passer mig fint.

Dagens reflektion

 Det har fyldt lidt i de seneste dage, at det nu er gået op for mig at jeg ikke er kæreste med Sanne længere. Det er helt okay. Jeg savner lidt de daglige skriverier, men ellers ikke. I går havde jeg en uenighed med min chef, og jeg blev irriteret over at hun var glat i Sine svar. Jeg havde Peter på besøg. Det er mærkeligt, vores snak lyder så nemt i telefonen, men i virkeligheden er det noget mere trægt. 

Dagens refleksion.

 Der er meget der er uroligt i mit liv lige nu. Hele sagen med Annette, kunne jeg godt undvære. Der ud over er der alle de damer, der gør sig til. Jeg har svært ved at styre, at lægge op til dem.

 Det gør det er bøvlet, når jeg også ser Sanne. Hun er sød, men jeg er i tvivl om jeg er forelsket, eller elsker hende. Måske er det bare praktisk tidsfordriv. Uanset hvad, har jeg været mig selv utro, ift. at holde rene linjer over for hende.

Ting jeg værdsætter:

 at undervise i eget firma

At jeg har båden som sommerhus.

At jeg har båden som sommerhus.

At jeg underviser mindre På skolen

At jeg kan gå ned i arbejdstid.

Kan du huske dengang vi havde Corona - minder er en sjov størrelse

Min formiddag er gået med at planlægge et kursus med gode mennesker, jeg kender fra andre kurser. Jeg har en fortid med dem, så at sige. Det er gode erindringer, fordi vi tidligere skabte noget sammen. Vi skulle have mødtes i den virkelige verden, men Corona har tvunget os på Zoom, hvilket er helt ok.  Vi kom til at snakke om, hvad det er der vil fylde, når vi ser tilbage på "The Corona Days", uden at nå til en endegyldig konklusion.
Samtidig havde jeg en Messenger-tråd kørende om den omsiggribende oprydning under krisen, og alle de minder vi kan finde frem, når nu der er tid til at komme helt ud i hjørnerne. For hvad er et minde egentlig? Sådan semantisk, er ordet "minde" vel neutralt, da vi snakker om gode minder og dårlige minder. Jeg tænker at et minde er en erindring med følelser koblet på. Det er meget sigende for mennesker, at vi husker med følelserne, uanset om vi kobler dem til ting, oplevelser eller mennesker.
Jeg oplevede to ting i løbet af formiddagen. At mine minder om at lave kursus var positivt betingede, fordi at jeg skulle gentage at lave kursus med gode mennesker, på den måde at jeg ved hvor jeg har dem som personer og at vi skal skabe noget nyt i vores kendte ramme. Og samtidig jeg blev ramt af en grad af melankoli over at huske minder, der ikke kan genskabes fordi tiden, situationerne eller relationerne ikke længere er det samme.
På den måde var jeg fanget i to yderpunkter af følelsesregisteret for minder på samme tid. Sådan har jeg det også med Corona. På den ene måde er det ganske forfærdeligt og på den anden måde er det faktisk lidt hyggeligt (for nu) at være hjemme med hunden om fødderne.

Så hvordan tror du, at vi mindes denne verdenskrise når den er overstået? Det er jeg ret nysgerrig på.

Start dagen med nærhed og stilhed - og hund.

Selvom jeg ikke har familie, forsøger jeg at starte dagen med nærhed. Både over for mig selv, men også for andre. Mest for min hund.
 Siden Bacon (det er navnet på min hund) kom ind i mit liv for 7,5 år siden, har det i lange perioder været en fast at sige godmorgen til hinanden på følgende måde: Jeg sætter mig ned på gulvet med spredte ben, hunden sætter sig imellem mine ben og så flipper jeg hende rundt, så hun ligger på ryggen med hovedet væk fra mig.
 Sådan sidder vi, jeg nusser hende på maven og hun ser salig ud. Alle er glade. På et tidspunkt gider hunden ikke mere, og så er vi færdige. Egentlig startede denne praksis, fordi Bacon var ude-hund og det var en fin måde at genses på efter natten ude. Efter vi flyttede i lejlighed og videre, er det fortsat.
 For mig betyder det alverden. En stille stund med et andet levende væsen. Jeg har selvfølgelig oplevet mere intens nærhed i parforhold og med andre mennesker. Specielt stillevandring har givet mig den samme fornemmelse af at bare være tilstede, sammen med andre. Der er noget særligt over at ikke skulle være på, fra øjnene åbner sig og frem. Jeg vil faktisk gerne tale for mere stilhed, så at sige. Hav en skøn dag.

Glædelig kvindernes kampdag - men jeg vil hellere kæmpe for drengene og mændene

Jeg har altid oplevet at der i forbindelse med kvindernes internationale kampdag var en underliggende mislyd i mig. Jeg synes bestemt at der er brug for at kæmpe for kvinders rettigheder og i vores del af verden er vi ret langt, i min optik. Kampdagen har fokus på alt det kvinder ikke har og kan og skyder skylden på patriarkatet og historen og så videre.
Men kvinder har så meget andet, som mænd ikke har talent for. Det hører vi alt for lidt om. Kvinder er bare mere empatiske og bedre til at pleje netværk. Når fx. familier går i stykker og skilles, har langt de fleste kvinder bedre netværk, som de kan søge støtte i. Mænds netværk er i højere grad bygget op om aktiviteter og arbejde og ikke bare det at være menneske.
Kvinder bliver ældre og er sundere længere end mænd. Det skyldes både at de spiser bedre, er mindre risikovillige og at de har stærkere sociale relationer. Kvinderne har således, år for år der er levet, større gennemslag på vores samfund.
Kvinder bliver bedre uddannede end mænd i vores del af verden. Dette er både fantastisk og foruroligende. I dag er langt over halvdelen af alle lærere i børnepleje og grundskolen kvinder, hvilket gør at mange drenge og unge mænd ikke har pædagogisk personale at spejle sig i. Yderligere er der en overvægt af kvinder, der søger mod de områder, der former uddannelsen og det har betydning for at uddannelserne passer bedre til hunkønnet.
Hvis du ikke selv har læst det mellem linjerne i ovenstående, er dette en hyldest til kvinderne. Vi er nået langt i vores bestræbelser for at kvinder og mænd har lige rettigheder og muligheder. Når det er sagt, vil jeg gerne kigge i krystalkuglen og se på, hvordan er vi sikre på at vi ikke ender med modsat fortegn om 50 år, hvor kvinder styrer verden? Jeg er på ingen måde fatalist, men ville det ikke være lidt kedeligt? Vi har som samfund en opgave i at der er balance.

Jeg vil kæmpe for at drenge og unge mænd fortsat har nosser til at være mænd, som kvinder ikke kan undvære. Glædelig kampdag.

Hvor meget er jeg din ven på en skala fra 1 til 5?

Du skal ikke tage min overskrift død-seriøst-bogstaveligt og lave en anmeldelse af vores venskab, hvis du kender mig. Tag det som en opfordring til reflektion. Jeg har selv været igennem reflektionen for nyligt.

Det er ikke længe siden min kærlighedsrelation gennem næsten tre år sluttede. Set fra hvor jeg står nu, var det på mange måder det rigtige, at relationen ophørte. Da det var klart, at vores veje skulle skilles, oplevede jeg en voldsom asymmetri. Jeg var slet ikke færdig med at blive fyldt af hvad jeg nu end fik ud af vores relation.

Venskaber og kærlighedsrelationer har det med at være asymetriske. Når vi danner venskaber og danner kærlighedrelationer, er det fordi at der er noget der vinder genklang i os hos modparten. Vi bliver på en eller anden måde fyldt op af den person, der glider ind i vores liv. Der kan være mange uopfyldte behov og relationen opstår, når vi giver hinanden noget vigtigt, som næsten aldrig er det samme.


 Jeg har oplevet mange mennesker glide ind og ud af mit liv. Jeg har heldigvis mange blivende venskaber, der har hængt ved i op til 30 år. Jeg har oplevet at lange venskaber har varierer i intensitet, uden at forsvinde. En ven, der har været på en 5'er i intensitet har fået barn og er måske nu kun en 3'er. En ven har en livskrise og søger mit venskab og er steget fra 2'er til en 4'er. Det er selvfølgelig set fra mit perspektiv, men tænker også de oplever ændringen.
 Jeg tror, at det er sundt at have en bevidsthed om at vores relationer stiger og falder i intensitet gennem livet. Mine ældste venskaber udvikler sig stadig, ligesom jeg bliver opfyldt af en glæde ved at møde nye mennesker, der kan spejle hvor jeg er nu i mit liv. Jeg render ikke rundt og graduerer mine relationer, men jeg er blevet bedre til at være ydmyg om, at mennekser i mit liv ikke er en konstant størrelse.
Reflektionen har gjort mig glad, fordi jeg er blevet opmærksom på, at bare fordi en relation falder i intensitet, er det ikke ensbetydende med de forsvinder fra mit liv. Måske skal deres kop fyldes med noget andet en stund og så blomstrer vores relation igen senere. Måske ikke. Det er i hvert fald for tidligt at blive kede af alt det, vi ikke kan bestemme over.

 Så, hvor meget er jeg din ven for tiden, på en skala fra 1 til 5?

Fredagsglæde er såmænd godt nok ... Meeen!

Hver fredag er mine sociale feeds fyldt med hurra-råb over, at det er blevet weekend. Det er da også rart at have fri og kunne gøre hvad vi vil.
 Der er mange derude i landskabet, der har et arbejde, fordi det skal vi jo have. Arbejdet er grundstenen for de flestes eksistens. Penge skal der til. Jeg har tidligere i mit arbejdsliv haft arbejde, der var for indtjeningens skyld. Det var ikke sjovt. Der var også flere sygedage end der var strengt nødvendigt. Eller? Hvis man er fejlcastet til jobbet og ikke har muligheder for at ændre på situationen, er det klart at følelsen af overskud falder og sofaen kommer til at trække mere i en.
 Jeg kender dejlige mennesker, som er i job, hvor jeg undres over hvordan de finder overskuddet til at komme ud af sengen om morgenen. Enten fordi jeg har højere tanker om hvad jeg forestiller mig at de kan præstere eller fordi de simpelthen taler grimt om deres arbejde, kollegaer eller opgaver.
Jeg er ikke faldet helt på halen over vores positiv-kultur, men der er nu stadig noget over "Det er ikke hvordan man har det, men hvordan man ta'r det". Fordi jeg ikke ser, hvad der gør at folk kommer på job hver dag, er ikke ensbetydende med at de ikke er glade. Og nogen har sikkert også en kæmpestor "pyt"-knap, og fokuserer kun på det efter kl. 16.
 Jeg er lidt af en anden støbning. Det skal give mening, det hele. Lige nu er jeg ret glad for mit job. Der er altid noget jeg kan lide mindst ved de daglige opgaver, men sådan er livet vel? Med tid skifter mening, og så må vi jo gå derhen hvor den nye mening er. Med forbehold for livets udsving, selvfølgelig.
Så, når jeg ser et "Endelig blev det fredag" eller "en "ny uge truer" opslag på diverse sociale medier, skynder jeg mig videre. Alligevel kan jeg godt sige: God weekend!

Jeg bærer med smil min vrede.

I den perfekthedskultur, der på mange måder dominerer vores samfund nu, kan det være svært at snakke om alt det grimme. Altså bare tale om det. Ikke gøre grin med det, uden at lukke luften ud med humor. Bare lade det være uskønt. Og så tage ejerskab!

 Jeg har i mange år danset om vreden, men ikke med den. Vreden er uskøn, irrationel og ulogisk. Jeg har sagt at jeg var frustreret på, gal over, irriteret og forsøgt at komme med alle mulige rationaler. Bare for at gemme vreden væk, i stedet for at omfavne den og rette vreden udad, mod det og dem, der fortjente den, i håndterbare portioner.
 Vreden er heldigvis ikke hele mig. Den er heller ikke tilstede hele tiden. langtfra, nærmest det modsatte. Jeg kan nok repræsentere en god del af befolkningen i måden jeg håndterer min vrede på. Der er en vis pli i at kunne skrue op og ned for sig selv, efter behov, men måske er vores nordiske rammer lidt stramme for hvor voldsomme udbrud, der er acceptable?
Jeg er blevet mere bevidst om at være vred og hvad der udløser det. Det er en særlig øvelse at acceptere, at der foregår noget uskønt i ens eget sindsliv. Jeg er nødt til at favne og omfavne. Det er svært at se positivt på noget, der vækker så voldsomme følelser som vrede (og det er har aktiveret den), men jeg har besluttet, at det vil jeg. Jeg vil være i det, så længe det tager. Jeg vil være observerende. Og jeg vil fejre, når mit sind stempler ud af vreden og vender tilbage til en mere rolig tilstand.
Vreden er også vild! Den er fyldt med handling og energi. Både til at være skabende, seksuel og ødelæggende. Dén del af vreden er jeg ret vild med. For pokker, man kan få sat noget i verden i en fart.
 Jeg smiler tit af mig selv, hvis jeg har været vred. På den gode måde.

Er der en voksen mand tilstede?

Min søndag formiddag foregik i sofaen hos min ældste kammerat. På TV'et er den første “Karate Kid”-film, hvor den unge Daniel-san får hjælp af Mr. Myagi til at slippe af med sine plageånder. Jeg ser en anden historie. Den skilsmisseramte Daniel finder også kontakten til en voksen mand i Mr. Myagi. En voksen mand, der ikke forsøger at være andet end han er: En voksen mand. Ikke en legekammerat, eller Playstation-ven. Men en mentor, hvor Daniel kan få ny livsviden ud over karate-skills.
 Når jeg kigger tilbage på min barndom, er der ikke mange voksne mænd, der havde de kvaliteter. Jeg kan komme i tanke om 2-3 mænd, jeg havde en fornemmelse af var troværdige og autentiske og hvor jeg følte mig set.
 Og hvor går nutidens unge mænd hen for at møde autentiske og ægte mænd? Skoleverden er domineret af kvinder. De løser opgaverne fantastisk, men er nu ikke mænd, som drenge kan spejle deres maskuline energi i. Mon ikke der kommer til at være efterspørgsel på muligheder, hvor drenge og unge mænd kan få vejledning i at blive rigtigt voksne? Der findes stadig mange steder, fx sportsklubber og frivillige organisationer hvor drenge kan møde mænd at spejle sig i. Men hvordan får vi dem derud? Måske er tiden inde til at gøre det obligatorisk at unge mænd skal have en mentor. Eller måske en mand-tor?

“Kan jeg få et stykke sandhed mere, tak?”

”At sige sandheden er som at trække frisk luft i lungerne”, siger den amerikanske terapeut Brad Blanton.
 Jeg lyver tit. Ikke som i at jeg siger usandheder, der modarbejder fakta. Mere... undlader at fortælle alle detaljer. Eller at lade ordene falde på en måde, så det ikke er løgn, men formuleret på en måde, så jeg ikke sårer nogen, eller ikke sårer mig selv. I virkeligheden handler det om forventningen til, at vi sårer andre eller bare ikke magter at være i sandheden.
 Så, du lyver aldrig, siger du? Hvornår lagde du sidst et billede op på Insta, med makeuppen løbende ned af kinderne, fordi dine børn driver dig til vanvid? Eller sagt åbenlyst til din chef, at du hader 80 % af dit job, og kun bliver der på grund af kollegaerne? Du kan sikkert komme med dine egne eksempler.
 Jeg er heldigvis ikke ene om at lyve. Vi gør det alle i en udstrækning, undertrykker, fordrejer, manipulerer. Jeg vil gerne komme tættere på. Tage nogle favntag med udenomssnakken. Spise et stykke sandhed mere. Vil du være med?
 Jeg har lagt min egen plan. 5 punkter, hvor jeg ved at jeg kan gøre en forskel. Fortælle en sandhed eller to til mennesker, jeg har skøjtet udenom. Lade være med at lyve for mig selv, eller i hvert fald undertrykke.
 Spis et stykke sandhed mere. Der er nok at tage af.