Min søndag formiddag foregik i sofaen hos min ældste kammerat. På TV'et er den første “Karate Kid”-film, hvor den unge Daniel-san får hjælp af Mr. Myagi til at slippe af med sine plageånder. Jeg ser en anden historie. Den skilsmisseramte Daniel finder også kontakten til en voksen mand i Mr. Myagi. En voksen mand, der ikke forsøger at være andet end han er: En voksen mand. Ikke en legekammerat, eller Playstation-ven. Men en mentor, hvor Daniel kan få ny livsviden ud over karate-skills.
Når jeg kigger tilbage på min barndom, er der ikke mange voksne mænd, der havde de kvaliteter. Jeg kan komme i tanke om 2-3 mænd, jeg havde en fornemmelse af var troværdige og autentiske og hvor jeg følte mig set.
Og hvor går nutidens unge mænd hen for at møde autentiske og ægte mænd? Skoleverden er domineret af kvinder. De løser opgaverne fantastisk, men er nu ikke mænd, som drenge kan spejle deres maskuline energi i. Mon ikke der kommer til at være efterspørgsel på muligheder, hvor drenge og unge mænd kan få vejledning i at blive rigtigt voksne? Der findes stadig mange steder, fx sportsklubber og frivillige organisationer hvor drenge kan møde mænd at spejle sig i. Men hvordan får vi dem derud? Måske er tiden inde til at gøre det obligatorisk at unge mænd skal have en mentor. Eller måske en mand-tor?
Keep up the good work 👊🏼
SvarSlet