Giv dine børn fysiske penge!

Verden er blevet flad og ensidig, og her taler jeg ikke om flat-earthers. Jeg taler om tabet af det taktile i børnehøjde. Jeg taler om mobiler, kreditkort og tablets.
 Den digitale verden er fantastisk. Jeg tror ingen voksne mennesker begræder at kunne undgå at hente recepter hos lægen, skulle på posthuset for at sende girokort og så videre. Tempoet, hvor vi som voksne kan få ekspederet hverdagstrivialiteter er steget markant, hvorved vi i sagens natur har tid til så meget andet.
 Hvis du er bare en smule over 30 år, ved du at verden har haft trykknapper. I min barndom skulle man udføre mekaniske handlinger, for at få et output. Jeg havde en skrivemaskine. Når man trykkede på et bogstav, blev en arm slynget op og lavede et gennemslag på et farvebånd og efterlod et aftryk på et stykke papir. Man kunne sgu føle det! Med en tablet skal man blot røre en glasflade, så får man samme resultat. Misforstå mig ikke; jeg begræder ikke teknologiens fremskridt. Men børn har brug for at lære sammenhænge, de skal bruge alle sanser, også det taktile.
 Som gammel matematiklærer savner jeg mest af alt penge. Rigtige penge. I "Grand Theft Auto" er det ingen problemer at have 1.000.000 credits for sin spiller. Men de er ikke ægte. Og taber man et spil, kan man bare starte forfra. Som barn kunne jeg gå i slikbutikken og købe et stykke slik til 5 øre, som var den mindste monetære enhed. Det var ret omsætteligt: Lille mønt er lig med et lille stykke slik. Hvis jeg købte for én krone kunne jeg få 20 stykker slik. Dét er noget et barn forstår. I dag har vi bland-selvslik. Slik er blevet en masse og at give et barn 20 kr at blande for er blevet mere sløret. Kan man overhovedet købe et stykke slik til vores mindste mønt i dag?
 Tabet af fysiske penge er, ud over tabet af et pokkers godt værktøj for matematiklærere, en udfordring vi ikke bør sidde overhørig. For hvordan lærer vi børn værdien af det abstrakte? I dag kommer pengene i plastikkort eller mobiler. De er der slet ikke? I Sverige har et firma givet medarbejderne muligheden for at have en chip under huden, der gør det muligt at foretage døroplåsninger og køb i kantinen - helt uden at have mobil eller kort med. Så, hvordan lærer vi børn om værdien af penge i dag, og at det, for de fleste af os, ikke er en uudtømmelig kilde, nu vi ikke kan se dem?
 Vi bliver nødt til at lave en leg. En leg med penge. Og pengene skal være fysiske. Du skal gå i banken og hæve dem. Man kan ikke lære et barn på 8 eller 10 at penge "bare er noget på en konto" for de er jo ikke fysiske der, heller. Vi skal ikke gøre det voksen-kedeligt, men holde det i børnehøjde. Er en 10-årig pige interesseret i tøj, jamen så lav en tøjkonto ud fra et rimeligt grundlag med hende. Og vær konsekvent. Er der ikke flere penge, må hun gå i hvad hun har til næste gang, der kommer penge, også selvom det er slidt eller hullet. Det SKAL kunne føles at kassen er tom, og det SKAL kunne ses, at der ikke er flere penge i krukken. Penge = tøj. Ingen penge = ingen tøj, lige nu.
 Det er en velkendt parameter, at vaner, grundlagt i barndommen er meget svære at ændre på. Økonomisk sikkerhed er væsentlig i den verden vi lever i, og uanset om man har meget eller lidt, er det væsenligt at få det vi har, til at slå til. Her kan du som forældre gøre en markant forskel for dit barns livskvalitet fremadrettet
 Børnene vil elske at lege den leg med dig. I kan shoppe sammen, i kan drømme sammen om hvad man kan købe og du kan påvirke dit barns valg, til at lave klogere beslutninger i livet fremefter.
Dette er ikke en manual. Det er en overvejelse over hvordan vi som voksne og forældre hjælper vores børn på vej. At "lege " med penge er bare en ting og er det ikke lige dig, så lad være.
 Ændrigen af fysiske handlinger og objekter i verden er værd at have opmærksomheden på. Vi fortæller altid verdensbilledet ud fra der hvor vi selv er. Det er ikke forkert. Den virkelige opgave er at tage det bedste fra vores verdensbillede og forene det med den virkelighed, som vi gerne vil give videre.

Fejrer du, hvad du er god til?

Jeg har en frygtelig dårlig vane med at spejle mig i mennesker, der har kvaliteter, jeg selv ønsker mig. Det helt tossede er, at jeg nogen gange selv har nogle af det kvaliteter, men med et tvist. Mens jeg er så fokuseret på at dunke mig selv i hovedet med alt det, jeg tænker jeg ikke er, glemmer jeg helt, at jeg har gode kvaliteter.
 Jeg tænker ikke på kvaliteter nødvendigvis er færdigheder. Men menneskelige kvaliteter. Tekniske færdigheder kan som regel optrænes. Jeg er ikke verdens bedste guitarspiller, men øvede jeg mig noget mere, ville det helt sikkert blive kønnere at lytte på. Jeg tænker menneskelige kvaliteter er gennemsyret af en oprigtighed. Ingen bliver glade af et halvfølt kram eller aftaler, der bliver aflyst i sidste øjeblik. Et gennenført kram varmer i hjertet, og en aftale aflyst med rettidig omhu gør ingen skade.
 Jeg kender mange mennesker, der lider af falsk beskedenhed. De klapper ikke sig selv på skulderen og anerkender deres egen kvaliteter sat i spil. Og det er faktisk ikke så svært. Udfører du en handling der føles godt, er du formentlig i sync med dine egne kvaliteter.
 Måske har du prøvet øvelsen med at nævne tre gode ting, der er sket igennem din dag, inden du lægger dig til at sove om aftenen. Hvis du har lyst, kan du gøre forsøget og spørge dig selv: "Hvornår satte jeg mine menneskelige kvaliteter i spil på bedst mulige måde?"
 I en verden, hvor det er nemt at have fokus på alt det der virker udenfor øjenæblerne, er det også vigtigt at kigge på det inden bag ved dem.

Hvad er dine bedste kvaliteter?

Hvad sker der når vi tilgiver?

Du har sikkert, som jeg, haft eller har mennesker i dit liv, hvor i har været eller er på kant og hvor det har været svært at se, hvordan man skulle imødekomme hinanden igen.
 En af mine personlige kæpheste om menneskelige møder er, at ingen handlinger gøres med en negativ intention. Folk handler fra tid til anden i affekt og det kan måske være svært som modtager at forstå eller acceptere hvorfor afsenderens verdensbillede er så lang fra der hvor man selv står. Nogen gange tager det lang tid at nå frem til et sted, hvor man igen kan leve sig ind i andres tankeverdener.
 Er vi blevet såret af en anden relation, kan det være svært at række ud igen. Vi kan ligefrem fodre afstanden ved at tale om hvor svært det hele er og hvor frustrerende en situation den anden har sat os i. Men bare rolig. Udfordringen er ikke din, i hvert fald ikke alene.
 Hvordan kommer vi så videre? Vi tilgiver. Når vi har fået følelserne i klemme, hviler det på den med mest overskud at række ud og gøre tiltag til at komme tættere på hinanden. Det er ikke nemt. Der kan gå år, før at en af parterne når til et roligt sted, der gør det muligt at handle. Vi starter med at tilgive os selv. Du har handlet som dit hjerte, din erfaring og dit intellekt bød dig muligt i en given situation.  Starter vi på egen bandehalvdel, er vi langt. Verdensbilledet er måske ændret fra da fortrædeligheden skete, også fra den anden side.
 Hvorvidt vi er i stand til at tage næste skridt og række ud, må hvile på hvad vi føler. Der er ingen manual for at løse følelsesmæssige konflikter. Hvis det er en langvarig konflikt, må vi forvente at tingene ikke er som før. Vi har flyttet os som mennesker, både åndeligt, fysisk og tidsmæssigt. Det kan være den gode nyhed. Hvis du er villig til at tilgive, har tiden stillet et nyt sted til rådighed i verdenshistorien, for at genskabe gamle relationer, hvis vi kan tilgive fortiden.
 Start med at tilgive dig selv.

Stempler du ud fra tosomheden?

Selvom jeg holder utroligt meget af min kæreste, er det vigtigt for mig at have lidt tid for mig selv fra tid til anden. I starten synes min kæreste det var en smule underligt at jeg ikke ville være sammen med hende. Det kostede nogle snakke med hende, at det ikke handlede om at jeg valgte hende fra, men at jeg valgte mig selv til en kort stund. Tid til at reflektere med mig selv. Selvom mennesker er flokdyr, har vi forskellige grader af tilknytning til os selv.
 Jeg vender livets udfordringer med mig selv først. Af åre har jeg lært at stole på min egen dømmekraft og acceptere konsekvenserne. Det er ikke det samme som st jeg ikke lytter på andre menneker og at beslutninger ikke er til at ændre.
 Min kæreste og jeg har efterhånden fundet en rytme og form, hvor hun ikke føler sig fravalgt, men i langt højere grad ser på outputtet af at have mig “mentalt ude af huset” et par timer uden nogen synderlig, grund uden at komme tilbage forfrisket.

Stoler du på dig selv? :)

Hvad giver du din professionelle tid?

Det bliver en god dag! Vågnede op til en besked: "Daniel (elev) glæder sig meget til at se dig i dag!"  Jeg føler mig enormt priviligeret, når jeg med ganske få midler kan opnå tilliden til at få lov at lave undervisning til elever, der er kørt sur i skolen.  Med 10 gange undervisning af en anden elev, kunne han bestå afgangsprøven i dansk i folkeskolen, både på stavning og skriftlig fremstilling.   Jeg laver ikke hokuspokus, men jeg benytter mig af to grundlæggende ting: Tid og opmærksomhed. Det samme gør sig gældende for mit arbejde med voksne undervisere og i alt andet formidlingsarbejde. Tid til nærvær om mennesker og den fælles opgave, vi skal løse sammen er kernen i at lykkes, når det handler om at flytte på svære forhold eller at give andre voksne øje for de detaljer, der kan hjælpe andre mennesker på vej.  Jeg glæder mig til at hoppe på cyklen senere og undervise Daniel. Halvvejs i mål er når klienten glæder sig på forhånd.

Lyt til de passiv-aggressive!

Selvom jeg klart foretrækker at være i den virkelige verden, er der ingen tvivl om at de sociale medier er kommet for at blive. Ud over en masse kattevideoer og test om dette og hint, er det i den grad også blevet talerøret for manden på gulvet. 

 Alle kan stort set frit udtale sig om hvad som helst på Facebook og andre steder, og uanset hvad afsenderens intentioner er, kan det blive undermineret af en enkelt "Det er også for dåååårligt" og det kor, der kan følge af sådan en udtalelse.

 Jeg har i længere tid reflekteret over hvorfor at disse "trolls" har gået mig på. Den lidet reflekterede og oftest personligt motiverede holdning, der langer ud efter alt og alle, er de fleste stødt på. Jeg har taget mig selv i flere gange at bringe ved til bålet, fordi det var en mulighed at være med til at piske en stemning op.

  Jeg er begyndt at se tingene fra en anden side. Det gik op for mig, at brugen at min skarpe pen ikke blot er tilfældigt ordgejl, men i lige så høj grad passivt-aggressivt kamufleret med satire og ironi. Andres budskab er lige så vigtigt for dem, selvom det er på et personligt plan og måske mindre elegant fremført. De har noget på hjerte. Vil du ikke også lyttes til, når du har noget på hjerte?

Ordløse og ordfyldte rum. Hvilket er du i?

Jeg har nogle dage gået og puslet med det ordløse rum som modsætning til det ordfyldte rum. Det lader til at det gamle ordsprog om at "tale er sølv men tavshed er guld" er blevet polvendt. Alt skal i dag spilles op mod andre, og den stille refleksion er blevet værdiløs.

 Det ordløse rum er ikke et rum uden refleksion. Det er blot den indre dialog, der er fremherskende. Der er fint plads til begge typer samtale, men de har svært ved at eksistere samtidig. Det ordfyldte rum fordrer dialogen mellem to mennesker, mens det ordløse rum giver plads til reflektionen hos den enkelte.

 Det ordløse rum er sværere at være i, men ikke besværligt. Sværere, fordi det kræver af dig, at du rent faktisk tør at bringe dig selv i spil, med dig selv og ingen andre. Du skal veje dine argumenter over for dig selv, og rent faktisk stole på, at det svar eller den konklusion du kommer frem til, er velovervejet og gyldig.
 Vi er heldigvis forskellige mennesker, men det lader til, at det ordfyldte rum er den fremherskende dialogform i dag. Det er på sin vis trist, for det kan komme til at stå i vejen for at mennesker rent faktisk kan komme til at stole på deres egen tankeverden. Når vi diskuterer med os selv, når vi frem til resultater, der er troværdige. Det bliver essensen af hvad du tænker og mener og ikke forurenet af andres tanker.
 Jeg tænker, at der skal være plads til begge rum. Vi skal have plads til at tænke vores tanker, inden vi spejler dem i andres.

Man kan ikke blive sur på den gode intention!

Jeg læste en del tegneserier i min barndom, specielt Anders And stod for mange timers god underholdning. Anders And selv var tit ganske uudholdelig. Fætter Vims derimod, han havde min opmærksomhed. Fætter Vims fik altid lavet rav i den, men aldrig fra et skidt synspunkt. Han ville altid det bedste. Derfor var det ret nemt at få medlidenhed med ham. Fætter Vims er den gode intention forklædt som en and.
 Man kan ikke blive sur på den gode intention, uanset hvor dårligt den er eksekveret. Der er masser af gange, hvor vi oplever at opgaver eller andet ikke er blevet eller blevet gennemført som vi ønsker det. Måske har vi ikke givet gode nok anvisninger, måske er der eksterne forhold der har påvirket udfaldet?
 Det er vigtig at spørge ind til hvad der ligger bag, før vi drager vores konklusioner. tænk hvis vi blev klogere på "hvorfor" i stedet for "hvad".

Taknemmelighed er en dyd.

Min kæreste bygger om og det plejer at medføre at der også bliver sorteret ud med mere eller mindre hård hånd. I dette tilfælde måtte en gammel køjeseng fra ILVA lade livet. Den fejlede som sådan ikke noget, men kærestens datter ønsker sig en futon i stedet. So be it.
 Da jeg godt kan være lidt doven, kan det snildt kombineres at give ting væk - hvis det bliver afhentet. Vi satte sengen til afhentning på Facebook i stedet for at køre den til genbrug. Det varede ikke længe, før en kvinde ønskede at aftage den. Hun var enlig mor til syv og manglede lige netop en køjeseng og så var midlerne i øvrigt små.
 Næste  dag blev sengen afhentet og det varede ikke længe inden kærestens telefon blev fyldt med taksigelser fra modtageren.
 Det modsætningsfyldte i at have givet noget væk på Nettet i dovenskab og så blive mødt af sådan en taknemmelighed, var overvældende. Vi blev dog begge enige om at det ikke var sidste gang vi ville give noget væk på denne måde. Men næste gang, vil vi være taknemmelige over at vi har overskud til at give til dem, der har brug for at modtage.

Du er ikke dine handlinger.

Det kan måske virke som noget vrøvl at sige, at du ikke er dine handlinger, da det jo er dig der udfører dem. Men spørger du din mor, så elsker hun dig, uanset for hvad du har gjort.
 Det er vigtigt at huske i en verden, hvor LinkedIn og Facebook er et spejl på dine handlinger. Det kan være det fortæller en historie om hvad du har præsteret eller hvad du tænker om dette eller hint, men det fortæller sjældent historien om hvorfor din mor eller din mand elsker dig.
 For der er noget mere, er der ikke? Det er "viben" din duft, dit smil, din lune, der gør at andre mennesker vælger dit selskab. Ikke hvad du har præsteret på jobbet eller hvor mange marathon du har gennemført. Det er klart at dedikation og succes åbner døre til spændende mennesker, men du bliver ikke venner med alle.
 Du skal bruge tid på at finde din kerne, det der er dig, det dig gør at dine venner kommer til dig. endnu tættere du er på det din mor eller kæreste elsker ved dig, endnu nemmere vil du have ved at stå imod, når du ikke får lavet de perfekte handlinger.

Kæmp for retten til at fejle!

Jeg har været på et lynvisit i en virksomhed, hvor jeg havde en formodning om at der lå noget gemt, som jeg skulle bruge. Når man tager ud og leder uden retning ved man aldrig hvad man finder. Det kan være man leder efter et, men man finder noget andet. Det er vigtigt at være åbensindet, for hvis du leder efter specifikke ting, kan du overse andre. Du kender det måske fra da du var gravid eller havde en gammel bil af et specielt mærke; lige pludselig ser man barnevogne og folkevognsbobler over alt.
 Jeg fandt ikke det jeg ledte efter. Og da jeg havde en ide om hvad det var jeg skulle finde, overså jeg en masse guld, der lå rundt omkring.  Man kan sige jeg fejlede, da vi måtte afbryde samarbejdet tidligere end forventet, og det er sjældent sjovt at gå fra noget, som man ikke føler man er færdig med. Jeg kom til at sidde med følelsen af at have fejlet.
 Jeg blev ansat på grund af min lyst til at udvikle, Og udvikling er, ud over at glemme "plejer", også at skubbe til grænser. Ikke hårdt, så noget går i stykker, men fast og kærligt, for at se om noget rykker sig.  På den anden side af besøget i virksomheden har jeg måtte lave en proces over det oplevede. I en verden, der på mange måder kommunikerer et budskab om perfektion, vil jeg slå et slag for retten til at fejle. Jeg traf måske (måske ikke) et forkert valg, der havde konsekvenser for en virksomhed, i hvert fald for min tilstedeværelse i denne. Men da jeg er den vigtigste i mit liv, ligesom du er den vigtigste i det liv, er det essentielt at vi står ved vores valg, og konsekvenserne af dem.
 På bagkant af oplevelsen er jeg blevet mentalt rigere, klogere og  glad for at jeg har et sind, der gør at jeg er god til at værdsætte det jeg finder, også selvom det kommer i grimt papir og ligner en fejlproduktion.

Sig tak som en chef!

Under denne lettere humoristiske overskrift ligger der en herlig bekræftelse. Det er skønt at få komplimenter, og sætter du dig i lederstolen, er der oftest længere imellem. Derfor at det vigtigt at få taget det hele ind, når du får en af slagsen.
 I Danmark kan vi godt lide af hensynsbetændelse. Mine yndlingsfigurerer til at illustrere dette, er "Rytteriets" snobber, der sidder og siger til hinaneden hvor skønne de er, hver især. Det er ganske morsomt, men indeholder også sandheden om at vi gerne vil returnere komplimenter. "Du er sød"... Nej, skønne Fritz, du er sødere".
 Der ligger en anerkendelse i at returnere en kompliment eller en ros. Lige så snart vi bruger vores resurser på at finde på den gode kompliment at returnere, tager vi ikke den anerkendelse fuldt ind, som der ligger i åbent at modtage en kompliment. Prøv en gang i mellem bare at sige tak, hvis du bliver anerkendt, rost eller komplimenteret, at være i det, helt åbent og bare returnere med et "tak" og et smil. Du bliver overrasket over hvor meget det varmer, bare at tage det ind.

 "Tak Fritz. Ja, jeg er sgu sød!"