Ordløse og ordfyldte rum. Hvilket er du i?

Jeg har nogle dage gået og puslet med det ordløse rum som modsætning til det ordfyldte rum. Det lader til at det gamle ordsprog om at "tale er sølv men tavshed er guld" er blevet polvendt. Alt skal i dag spilles op mod andre, og den stille refleksion er blevet værdiløs.

 Det ordløse rum er ikke et rum uden refleksion. Det er blot den indre dialog, der er fremherskende. Der er fint plads til begge typer samtale, men de har svært ved at eksistere samtidig. Det ordfyldte rum fordrer dialogen mellem to mennesker, mens det ordløse rum giver plads til reflektionen hos den enkelte.

 Det ordløse rum er sværere at være i, men ikke besværligt. Sværere, fordi det kræver af dig, at du rent faktisk tør at bringe dig selv i spil, med dig selv og ingen andre. Du skal veje dine argumenter over for dig selv, og rent faktisk stole på, at det svar eller den konklusion du kommer frem til, er velovervejet og gyldig.
 Vi er heldigvis forskellige mennesker, men det lader til, at det ordfyldte rum er den fremherskende dialogform i dag. Det er på sin vis trist, for det kan komme til at stå i vejen for at mennesker rent faktisk kan komme til at stole på deres egen tankeverden. Når vi diskuterer med os selv, når vi frem til resultater, der er troværdige. Det bliver essensen af hvad du tænker og mener og ikke forurenet af andres tanker.
 Jeg tænker, at der skal være plads til begge rum. Vi skal have plads til at tænke vores tanker, inden vi spejler dem i andres.