Kan du huske dengang vi havde Corona - minder er en sjov størrelse

Min formiddag er gået med at planlægge et kursus med gode mennesker, jeg kender fra andre kurser. Jeg har en fortid med dem, så at sige. Det er gode erindringer, fordi vi tidligere skabte noget sammen. Vi skulle have mødtes i den virkelige verden, men Corona har tvunget os på Zoom, hvilket er helt ok.  Vi kom til at snakke om, hvad det er der vil fylde, når vi ser tilbage på "The Corona Days", uden at nå til en endegyldig konklusion.
Samtidig havde jeg en Messenger-tråd kørende om den omsiggribende oprydning under krisen, og alle de minder vi kan finde frem, når nu der er tid til at komme helt ud i hjørnerne. For hvad er et minde egentlig? Sådan semantisk, er ordet "minde" vel neutralt, da vi snakker om gode minder og dårlige minder. Jeg tænker at et minde er en erindring med følelser koblet på. Det er meget sigende for mennesker, at vi husker med følelserne, uanset om vi kobler dem til ting, oplevelser eller mennesker.
Jeg oplevede to ting i løbet af formiddagen. At mine minder om at lave kursus var positivt betingede, fordi at jeg skulle gentage at lave kursus med gode mennesker, på den måde at jeg ved hvor jeg har dem som personer og at vi skal skabe noget nyt i vores kendte ramme. Og samtidig jeg blev ramt af en grad af melankoli over at huske minder, der ikke kan genskabes fordi tiden, situationerne eller relationerne ikke længere er det samme.
På den måde var jeg fanget i to yderpunkter af følelsesregisteret for minder på samme tid. Sådan har jeg det også med Corona. På den ene måde er det ganske forfærdeligt og på den anden måde er det faktisk lidt hyggeligt (for nu) at være hjemme med hunden om fødderne.

Så hvordan tror du, at vi mindes denne verdenskrise når den er overstået? Det er jeg ret nysgerrig på.

Start dagen med nærhed og stilhed - og hund.

Selvom jeg ikke har familie, forsøger jeg at starte dagen med nærhed. Både over for mig selv, men også for andre. Mest for min hund.
 Siden Bacon (det er navnet på min hund) kom ind i mit liv for 7,5 år siden, har det i lange perioder været en fast at sige godmorgen til hinanden på følgende måde: Jeg sætter mig ned på gulvet med spredte ben, hunden sætter sig imellem mine ben og så flipper jeg hende rundt, så hun ligger på ryggen med hovedet væk fra mig.
 Sådan sidder vi, jeg nusser hende på maven og hun ser salig ud. Alle er glade. På et tidspunkt gider hunden ikke mere, og så er vi færdige. Egentlig startede denne praksis, fordi Bacon var ude-hund og det var en fin måde at genses på efter natten ude. Efter vi flyttede i lejlighed og videre, er det fortsat.
 For mig betyder det alverden. En stille stund med et andet levende væsen. Jeg har selvfølgelig oplevet mere intens nærhed i parforhold og med andre mennesker. Specielt stillevandring har givet mig den samme fornemmelse af at bare være tilstede, sammen med andre. Der er noget særligt over at ikke skulle være på, fra øjnene åbner sig og frem. Jeg vil faktisk gerne tale for mere stilhed, så at sige. Hav en skøn dag.

Glædelig kvindernes kampdag - men jeg vil hellere kæmpe for drengene og mændene

Jeg har altid oplevet at der i forbindelse med kvindernes internationale kampdag var en underliggende mislyd i mig. Jeg synes bestemt at der er brug for at kæmpe for kvinders rettigheder og i vores del af verden er vi ret langt, i min optik. Kampdagen har fokus på alt det kvinder ikke har og kan og skyder skylden på patriarkatet og historen og så videre.
Men kvinder har så meget andet, som mænd ikke har talent for. Det hører vi alt for lidt om. Kvinder er bare mere empatiske og bedre til at pleje netværk. Når fx. familier går i stykker og skilles, har langt de fleste kvinder bedre netværk, som de kan søge støtte i. Mænds netværk er i højere grad bygget op om aktiviteter og arbejde og ikke bare det at være menneske.
Kvinder bliver ældre og er sundere længere end mænd. Det skyldes både at de spiser bedre, er mindre risikovillige og at de har stærkere sociale relationer. Kvinderne har således, år for år der er levet, større gennemslag på vores samfund.
Kvinder bliver bedre uddannede end mænd i vores del af verden. Dette er både fantastisk og foruroligende. I dag er langt over halvdelen af alle lærere i børnepleje og grundskolen kvinder, hvilket gør at mange drenge og unge mænd ikke har pædagogisk personale at spejle sig i. Yderligere er der en overvægt af kvinder, der søger mod de områder, der former uddannelsen og det har betydning for at uddannelserne passer bedre til hunkønnet.
Hvis du ikke selv har læst det mellem linjerne i ovenstående, er dette en hyldest til kvinderne. Vi er nået langt i vores bestræbelser for at kvinder og mænd har lige rettigheder og muligheder. Når det er sagt, vil jeg gerne kigge i krystalkuglen og se på, hvordan er vi sikre på at vi ikke ender med modsat fortegn om 50 år, hvor kvinder styrer verden? Jeg er på ingen måde fatalist, men ville det ikke være lidt kedeligt? Vi har som samfund en opgave i at der er balance.

Jeg vil kæmpe for at drenge og unge mænd fortsat har nosser til at være mænd, som kvinder ikke kan undvære. Glædelig kampdag.

Hvor meget er jeg din ven på en skala fra 1 til 5?

Du skal ikke tage min overskrift død-seriøst-bogstaveligt og lave en anmeldelse af vores venskab, hvis du kender mig. Tag det som en opfordring til reflektion. Jeg har selv været igennem reflektionen for nyligt.

Det er ikke længe siden min kærlighedsrelation gennem næsten tre år sluttede. Set fra hvor jeg står nu, var det på mange måder det rigtige, at relationen ophørte. Da det var klart, at vores veje skulle skilles, oplevede jeg en voldsom asymmetri. Jeg var slet ikke færdig med at blive fyldt af hvad jeg nu end fik ud af vores relation.

Venskaber og kærlighedsrelationer har det med at være asymetriske. Når vi danner venskaber og danner kærlighedrelationer, er det fordi at der er noget der vinder genklang i os hos modparten. Vi bliver på en eller anden måde fyldt op af den person, der glider ind i vores liv. Der kan være mange uopfyldte behov og relationen opstår, når vi giver hinanden noget vigtigt, som næsten aldrig er det samme.


 Jeg har oplevet mange mennesker glide ind og ud af mit liv. Jeg har heldigvis mange blivende venskaber, der har hængt ved i op til 30 år. Jeg har oplevet at lange venskaber har varierer i intensitet, uden at forsvinde. En ven, der har været på en 5'er i intensitet har fået barn og er måske nu kun en 3'er. En ven har en livskrise og søger mit venskab og er steget fra 2'er til en 4'er. Det er selvfølgelig set fra mit perspektiv, men tænker også de oplever ændringen.
 Jeg tror, at det er sundt at have en bevidsthed om at vores relationer stiger og falder i intensitet gennem livet. Mine ældste venskaber udvikler sig stadig, ligesom jeg bliver opfyldt af en glæde ved at møde nye mennesker, der kan spejle hvor jeg er nu i mit liv. Jeg render ikke rundt og graduerer mine relationer, men jeg er blevet bedre til at være ydmyg om, at mennekser i mit liv ikke er en konstant størrelse.
Reflektionen har gjort mig glad, fordi jeg er blevet opmærksom på, at bare fordi en relation falder i intensitet, er det ikke ensbetydende med de forsvinder fra mit liv. Måske skal deres kop fyldes med noget andet en stund og så blomstrer vores relation igen senere. Måske ikke. Det er i hvert fald for tidligt at blive kede af alt det, vi ikke kan bestemme over.

 Så, hvor meget er jeg din ven for tiden, på en skala fra 1 til 5?