Fredagsglæde er såmænd godt nok ... Meeen!

Hver fredag er mine sociale feeds fyldt med hurra-råb over, at det er blevet weekend. Det er da også rart at have fri og kunne gøre hvad vi vil.
 Der er mange derude i landskabet, der har et arbejde, fordi det skal vi jo have. Arbejdet er grundstenen for de flestes eksistens. Penge skal der til. Jeg har tidligere i mit arbejdsliv haft arbejde, der var for indtjeningens skyld. Det var ikke sjovt. Der var også flere sygedage end der var strengt nødvendigt. Eller? Hvis man er fejlcastet til jobbet og ikke har muligheder for at ændre på situationen, er det klart at følelsen af overskud falder og sofaen kommer til at trække mere i en.
 Jeg kender dejlige mennesker, som er i job, hvor jeg undres over hvordan de finder overskuddet til at komme ud af sengen om morgenen. Enten fordi jeg har højere tanker om hvad jeg forestiller mig at de kan præstere eller fordi de simpelthen taler grimt om deres arbejde, kollegaer eller opgaver.
Jeg er ikke faldet helt på halen over vores positiv-kultur, men der er nu stadig noget over "Det er ikke hvordan man har det, men hvordan man ta'r det". Fordi jeg ikke ser, hvad der gør at folk kommer på job hver dag, er ikke ensbetydende med at de ikke er glade. Og nogen har sikkert også en kæmpestor "pyt"-knap, og fokuserer kun på det efter kl. 16.
 Jeg er lidt af en anden støbning. Det skal give mening, det hele. Lige nu er jeg ret glad for mit job. Der er altid noget jeg kan lide mindst ved de daglige opgaver, men sådan er livet vel? Med tid skifter mening, og så må vi jo gå derhen hvor den nye mening er. Med forbehold for livets udsving, selvfølgelig.
Så, når jeg ser et "Endelig blev det fredag" eller "en "ny uge truer" opslag på diverse sociale medier, skynder jeg mig videre. Alligevel kan jeg godt sige: God weekend!

Jeg bærer med smil min vrede.

I den perfekthedskultur, der på mange måder dominerer vores samfund nu, kan det være svært at snakke om alt det grimme. Altså bare tale om det. Ikke gøre grin med det, uden at lukke luften ud med humor. Bare lade det være uskønt. Og så tage ejerskab!

 Jeg har i mange år danset om vreden, men ikke med den. Vreden er uskøn, irrationel og ulogisk. Jeg har sagt at jeg var frustreret på, gal over, irriteret og forsøgt at komme med alle mulige rationaler. Bare for at gemme vreden væk, i stedet for at omfavne den og rette vreden udad, mod det og dem, der fortjente den, i håndterbare portioner.
 Vreden er heldigvis ikke hele mig. Den er heller ikke tilstede hele tiden. langtfra, nærmest det modsatte. Jeg kan nok repræsentere en god del af befolkningen i måden jeg håndterer min vrede på. Der er en vis pli i at kunne skrue op og ned for sig selv, efter behov, men måske er vores nordiske rammer lidt stramme for hvor voldsomme udbrud, der er acceptable?
Jeg er blevet mere bevidst om at være vred og hvad der udløser det. Det er en særlig øvelse at acceptere, at der foregår noget uskønt i ens eget sindsliv. Jeg er nødt til at favne og omfavne. Det er svært at se positivt på noget, der vækker så voldsomme følelser som vrede (og det er har aktiveret den), men jeg har besluttet, at det vil jeg. Jeg vil være i det, så længe det tager. Jeg vil være observerende. Og jeg vil fejre, når mit sind stempler ud af vreden og vender tilbage til en mere rolig tilstand.
Vreden er også vild! Den er fyldt med handling og energi. Både til at være skabende, seksuel og ødelæggende. Dén del af vreden er jeg ret vild med. For pokker, man kan få sat noget i verden i en fart.
 Jeg smiler tit af mig selv, hvis jeg har været vred. På den gode måde.

Er der en voksen mand tilstede?

Min søndag formiddag foregik i sofaen hos min ældste kammerat. På TV'et er den første “Karate Kid”-film, hvor den unge Daniel-san får hjælp af Mr. Myagi til at slippe af med sine plageånder. Jeg ser en anden historie. Den skilsmisseramte Daniel finder også kontakten til en voksen mand i Mr. Myagi. En voksen mand, der ikke forsøger at være andet end han er: En voksen mand. Ikke en legekammerat, eller Playstation-ven. Men en mentor, hvor Daniel kan få ny livsviden ud over karate-skills.
 Når jeg kigger tilbage på min barndom, er der ikke mange voksne mænd, der havde de kvaliteter. Jeg kan komme i tanke om 2-3 mænd, jeg havde en fornemmelse af var troværdige og autentiske og hvor jeg følte mig set.
 Og hvor går nutidens unge mænd hen for at møde autentiske og ægte mænd? Skoleverden er domineret af kvinder. De løser opgaverne fantastisk, men er nu ikke mænd, som drenge kan spejle deres maskuline energi i. Mon ikke der kommer til at være efterspørgsel på muligheder, hvor drenge og unge mænd kan få vejledning i at blive rigtigt voksne? Der findes stadig mange steder, fx sportsklubber og frivillige organisationer hvor drenge kan møde mænd at spejle sig i. Men hvordan får vi dem derud? Måske er tiden inde til at gøre det obligatorisk at unge mænd skal have en mentor. Eller måske en mand-tor?

“Kan jeg få et stykke sandhed mere, tak?”

”At sige sandheden er som at trække frisk luft i lungerne”, siger den amerikanske terapeut Brad Blanton.
 Jeg lyver tit. Ikke som i at jeg siger usandheder, der modarbejder fakta. Mere... undlader at fortælle alle detaljer. Eller at lade ordene falde på en måde, så det ikke er løgn, men formuleret på en måde, så jeg ikke sårer nogen, eller ikke sårer mig selv. I virkeligheden handler det om forventningen til, at vi sårer andre eller bare ikke magter at være i sandheden.
 Så, du lyver aldrig, siger du? Hvornår lagde du sidst et billede op på Insta, med makeuppen løbende ned af kinderne, fordi dine børn driver dig til vanvid? Eller sagt åbenlyst til din chef, at du hader 80 % af dit job, og kun bliver der på grund af kollegaerne? Du kan sikkert komme med dine egne eksempler.
 Jeg er heldigvis ikke ene om at lyve. Vi gør det alle i en udstrækning, undertrykker, fordrejer, manipulerer. Jeg vil gerne komme tættere på. Tage nogle favntag med udenomssnakken. Spise et stykke sandhed mere. Vil du være med?
 Jeg har lagt min egen plan. 5 punkter, hvor jeg ved at jeg kan gøre en forskel. Fortælle en sandhed eller to til mennesker, jeg har skøjtet udenom. Lade være med at lyve for mig selv, eller i hvert fald undertrykke.
 Spis et stykke sandhed mere. Der er nok at tage af.