Røvballerock og livets skrøbelighed

 Lørdag aften blev brugt på at tage til koncert med tre gode venner. Koncerten var med Peter Belli, som jeg intet personligt forhold her til, og jeg har heller ikke tid til hans musik. Dette skal selvfølgelig ikke afholde en  fra at  deltage i noget nyt.
  Ud over at jeg selvfølgelig forventede hyggelig aften med mine venner, var der også udsigten til at opleve en mand med 60 års erfaring fra de skrå brædder, inden han takker af  i december.
 En af mine bedste gaver i livet er, at jeg er god til at gå ind til nye ting med et åbent sind.  Dette gør at jeg tit bliver bjergtaget over selv små ting.  Og denne aften var ingen undtagelse.  Peter Belli er i skrivende stund 73 år gammel, og han synger selvfølgelig ikke med ungdoms sprøde røst.  Men hold nu op!  Der er ingen tvivl om, at man er en top performer.  stemme lyder som den skal, og der er stort set kun numre, som man kender. Da jeg ikke tidligere har interesseret mig specielt for Peter Belli, var der flere ting der gik op for mig:  Manden har stort set intet originalt materiale. Mange numre er oversat fra engelsk til dansk.  Det betyder intet for  underholdningsværdien,  det slog mig bare.  Peter Belli leverer varen med sin karakteristiske stemme.  Og så var der hans band: jeg har spillet røvballerock i mange år, Fordi det var sjovt, og fordi det var hvad talentet rakte til. Men bandet her tog genren til et nyt niveau. Stramt og svedigt.
 Peter Selv var nærværende og kommunikerede med publikum, Men lod først og fremmest musikken tale.
  Han nævnte dog flere gange, at det var afskedsturnéen, og det berørte mig faktisk en del. Tænk at få lov til at opleve en mand som tydeligvis ved at livet er skrøbeligt og slutter på et tidspunkt om ikke så lang tid. At vide, man er nået til et tidspunk i sit liv, hvor man gør tingene for sidste gang, i stedet for første. Jeg tænker, det var derfor han var så nærværende. Intens. Som det sidste skulle suges ud af alle oplevelser.
 Det er her skrøbeligheden kommer ind. Vi kan ikke suge alle indtryk ud af alt vi gør, men vi kan forsøge, bare en gang i mellem, at bringe os et sted hen, hvor skrøbeligheden rammer os, så vi kan mærke den.  For mig skete det lørdag aften, til en koncert med en gammel mand.