Demokrati betyder at deltage

 Mens valgresultateterne tikkede ind denne morgen, havde jeg tid til at reflektere over vores demokrati. 

 Selvom kommunalvalget på mange måder handler om tilskudskroner til det frivillige arbejde og institutionernes lukketid, rækker det ud i verden. At vælge er at lægge tillid i hænderne på andre, at sige ja til at andre vil gøre deres bedste og mest forstandige, for at repræsentere dine behov og holdninger. At stemme bliver derfor et udtryk for at stole på at andre vil dit bedste. At undlade at stemme er ikke bare at undlade at tage del i demokratiet. Det er ikke utroværdigt, men et udtryk for ligegyldighed. 

 I Danmark har vi et meget fint system, der tillader, at vi faktisk ikke skal bekymre os om mange ting. Især alle de ting, der er ligegyldige for vores hverdag. Har du ikke børn, er institutioner måske ligegyldige, indtil den dag du skal bruge dem. Men når du skal bruge dem, er de klar.

 At deltage aktivt i valg bliver derfor et signal til verden om at vores demokrati ikke er ligegyldigt og det er vigtigt at vise verden at vi mener demokrati på den danske måde serøst. 

Bevægelse skaber vakuum

Efter en weekend ved det Danske Spejderkorps' generalforsamling, er det nemt at blive fyldt med glade tanker om demokrati og at det er unge mennesker, der er blevet valgt til at føre Danmarks største ungdomsbevægelse videre.
 Det ligger nemlig i DDS' grundvold, at det er unge der leder unge. Og også at vi skal udforske, "teste ideen", som var at slogan for en lejr, for år tilbage. DDS er en bevægelse, ikke en organisation og derfor er det smukt, at det er så dynamisk og at der leves op til ideen og principperne.
 Det er vigtigt at vi bevæger os og at vi lader os bevæge, set ud over spejderverdenen i alle aspekter af livet. Vi er kommet et stykke fra bondesamfundet hvor man bliver født og dør med fod under plov på samme matrikel. Mens bevægelse bringer os nye steder hen, skal vi huske på at kigge tilbage. Når vi bevæger os, opstår der et tomrum, et vakuum. Og vakuum har det med at blive fyldt ud med hvad der står nærmest og til en hvis grad følge efter os. Vi skal se tilbage for at være opmærksomme på hvad der ligger i slipstrømmen. Vakuumet bliver ikke nødvendigvis fyldt op med noget skidt og nogen gange skal vi måske være opmærksomme op om den bevægelse vi selv har sat i gang, trækker vakuumet i den rigtige retning.  Ellers er det vigtig at få vores bevægelse til at bremse op, måske endda cirkle tilbage og sætte bevægelsen i den rigtige retning igen.

Plej dit netværk, så plejer det dig!

Vi er blevet tudet ørene fulde med at vi skal pleje vores netværk gennem de sidste mange år. Men hvad er det der netværk egentlig for en størrelse? Jeg kan sagtens se at vores arbejde, børnehave og andre hverdagsinstitutioner kan bidrage med netværk, som vi kan lide på.
 Min oplevelse af netværk er noget helt andet. I denne weekend, deltager jeg i Det Danske Spejderkorps landsmøde, kaldet Korpsrådsmødet. Jeg har været frivillig i denne bevægelse i henved 30 år og nogle af mine bekendtskaber i spejderregi har været med næsten lige så lang tid.
 Den store glæde ved at være en del af spejdernes fællesskab er, at det er medskabende. I starten af spejdertiden skaber man oplevelser gennem den regulære oplevelse, andre har skabt for en. Senere, hvis man hænger ved, er man med til at skabe oplevelser for andre. Uanset om man er gammel eller ung spejder, sker det i en ramme, som man selv er med i eller måske er med til at skabe for andre.
 Det at skabe noget sammen, hvor man bruger både krop, sind og sjæl, giver fællesskab for livet. I de perioder i livet, hvor spejderånden har været i baggrunden, har jeg taget mig i at opsøge fællesskaber, der kan noget af det samme: Skiinstruktør, guide, soldat, hjemmeværn.
 Fælles for disse rammer, i min optik, er at vi skaber noget sammen. Vi genfortæller historier som vi har været fælles om at skabe og selvom vi som mennesker ofte måler vores historier og bedrifter mod andre, er det oftest historier der fortæller om det vi gjorde sammen og ikke hvad vi gjorde mod andre, der rammer mine ører. Vi har erfaret med alle vores sanser, når vi deltager, fordi kroppen også er med til at huske.
 Gode fællesskaber kræver du er tilstede. Derfor ser du ikke hardcore spejderløb på TV. Men du må gerne være med. Vi har brug for hinanden når vi skaber fællesskaber, vi ikke bliver glemt af.

Røvballerock og livets skrøbelighed

 Lørdag aften blev brugt på at tage til koncert med tre gode venner. Koncerten var med Peter Belli, som jeg intet personligt forhold her til, og jeg har heller ikke tid til hans musik. Dette skal selvfølgelig ikke afholde en  fra at  deltage i noget nyt.
  Ud over at jeg selvfølgelig forventede hyggelig aften med mine venner, var der også udsigten til at opleve en mand med 60 års erfaring fra de skrå brædder, inden han takker af  i december.
 En af mine bedste gaver i livet er, at jeg er god til at gå ind til nye ting med et åbent sind.  Dette gør at jeg tit bliver bjergtaget over selv små ting.  Og denne aften var ingen undtagelse.  Peter Belli er i skrivende stund 73 år gammel, og han synger selvfølgelig ikke med ungdoms sprøde røst.  Men hold nu op!  Der er ingen tvivl om, at man er en top performer.  stemme lyder som den skal, og der er stort set kun numre, som man kender. Da jeg ikke tidligere har interesseret mig specielt for Peter Belli, var der flere ting der gik op for mig:  Manden har stort set intet originalt materiale. Mange numre er oversat fra engelsk til dansk.  Det betyder intet for  underholdningsværdien,  det slog mig bare.  Peter Belli leverer varen med sin karakteristiske stemme.  Og så var der hans band: jeg har spillet røvballerock i mange år, Fordi det var sjovt, og fordi det var hvad talentet rakte til. Men bandet her tog genren til et nyt niveau. Stramt og svedigt.
 Peter Selv var nærværende og kommunikerede med publikum, Men lod først og fremmest musikken tale.
  Han nævnte dog flere gange, at det var afskedsturnéen, og det berørte mig faktisk en del. Tænk at få lov til at opleve en mand som tydeligvis ved at livet er skrøbeligt og slutter på et tidspunkt om ikke så lang tid. At vide, man er nået til et tidspunk i sit liv, hvor man gør tingene for sidste gang, i stedet for første. Jeg tænker, det var derfor han var så nærværende. Intens. Som det sidste skulle suges ud af alle oplevelser.
 Det er her skrøbeligheden kommer ind. Vi kan ikke suge alle indtryk ud af alt vi gør, men vi kan forsøge, bare en gang i mellem, at bringe os et sted hen, hvor skrøbeligheden rammer os, så vi kan mærke den.  For mig skete det lørdag aften, til en koncert med en gammel mand.