Hvilke venner har du?

2019 har været et vildt år for mig. Det har været turbulent, både praktisk og ikke mindst følelsesmæssigt.
 Midt i alle disse opbrud og nye situationer har jeg fundet ud af hvilke venner jeg har. Som ung var jeg, som nok så mange andre, interesseret i hvor mange venner jeg havde. Efter de sidste par måneders rusketur er jeg i højere grad blevet optaget af hvilke venner jeg har. For jeg har nogle virkelig gode venner. Nogle griner jeg med, andre græder jeg med. Nogle er gode til at drikke øl med, andre til at spænde vandrestøvlerne og lade ånd og krop blive blæst igennem i en gåtur i skoven.

Jeg er ikke til nytårsfortsæt, men jeg vover alligevel pelsen. Til næste år vil jeg hylde mine venner mere. Tak for at vi er venner. Tak for at du er her, i min svære stund. Tak for at jeg kan være der, når du har brug for mig.

Glæd en anden - det glæder dig.

Julen er ovre og nytåret står for døren. For mange mennesker, der er fanget i melankoli, jalousi eller ligefrem depression, er det en dobbelt fælde. Mennesker, der har mistet sig selv, eller andre på den ene eller anden måde, eller mennesker, der ikke er i stand til at ændre på deres egne livsforudsætninger. For julen er jo hjerternes (og ensomhedens) fest og nytåret er hvor vi kigger frem mod det der skal komme - det nye år. På den måde kan dagene mellem jul og nytår en dobbelt fælde for nogle, hvor det ene negative tankesæt overtager det andet.
 En terapeut lærte mig engang at vurdere min situation på en skala fra 1-10. Hvis du ligger på 5 eller højere, skal du lade dine bekymringer fare, for så er du i plus. Og hvor meget skal der egentlig til for at gøre din situation bliver en 5'er eller bedre??

 Endnu vigtigere. Hvis du er på en 5'er, eller mere, kan du så gøre noget for en anden? Gå en tur med en gammel ven, klap en hund, vær venlig mod en fremmed, hør musik højt!

Mennesker er proces

Den anden aften skulle min bonusdatter i seng. På hendes skole er der krav om læsning af 20 sider om dagen i 4 klasse. Det kan være svært at overkomme i en verden med mobiltelefoner og serier på Netflix. Det blev en lang serie af krumspring, for at undgå læsningen inden der skulle soves, der sluttede af med "Det er altså jer, der skal minde mig om jeg skal læse!" Jeg kunne ikke undgå at grine lidt indvendigt.
 Mine elever på min ordblindeefterskole er på mange måder svage i deres arbejdsvaner. De har kæmpet gennem deres skolegang med at være i svære læringssituationer. Nogen gange kan jeg blive helt imponeret, når jeg får rækken af undskyldninger listet op, for ikke at være klar med det ene eller andet. Man kan næsten tale om "negativ curling". Af bar velvilje for at ville gøre det så godt, kommer vi til at løse opgaver for vores børn og unge, som de selv skulle gøre. Såsom at holde styr på gøremål og aftaler på egen hånd.
 Og de kan godt. De ved præcist hvad de skal med hvem når de har fri og i weekenden. Vi kan sagtens få dem til at ændre vaner, Frem med lektiebogen eller med mobiltelefonen og få tastet ind hvad de skal hvornår. Sæt rimelige frister, vær klar i spyttet om konsekvenser. Dette kan sagtens gøres uden at hæve stemmen.
 Tilbage til min bonusdatter. Min kæreste og jeg vendte situationen og blev enige om at kl. 2030 nok ikke var det rigtige sted at tage debatten med en 10-årig. Dagen efter forklarede vi hende i lav stemmeføring at det var hendes pligt at læse og at vi helst så det ske uden at skulle sanktionere hende. Det har aldrig været en god ide, i min verden, at true med bål og brand, men at fortælle i øjenhøjde at pligter og fornøjelser går hånd i hånd. Det er sjældent at én samtale laver mirakler.
Mennesker er proces.

Hvornår var du sidst modig?

En af de mennesker jeg har tættest på min i mit liv, spurgte om hjælp til at få skrevet en jobansøgning for at komme videre, både på jobfronten og mentalt. Jeg hjælper gerne hvor jeg kan, så jeg sagde selvfølgelig ja.
 Da vi nåede til at processen rent faktisk skulle i gang, tøvede vedkommende. Jeg kunne ikke lade være med at spørge ind til denne tilbageholdenhed. Det viste sig at det potentielle nederlag, der ligger i ikke at få jobbet, gjorde det meget svært at komme i gang med at søge, endsige skrive en ansøgning. Vi fik dog sparket gang i processen, skrevet ansøgningen (der blev god) og sendt den afsted.
 Efterfølgende reflekterede jeg over det at være modig. For mig er jobansøgninger en åbning til nye eventyr og jeg får kriller i maven som når jeg skal på ferie, bare  af at tænke på at skrive dem. Tænk, man kan finde et job som er spændende og helt gratis, byde ind på det? Det er klart at der er en potentiel afvisning, hvis man ikke får det, men det er slet ikke i mine tanker, når jeg har søgt nye veje.
Hvornår er jeg modig? Hvad skal jeg stå overfor før jeg tøver og ryster lidt i bukserne? Mod kommer i mange former. Min kærestes 8-årige dreng kaster sig ud i halsbrækkende hop på ski, mens hendes 10-årige datter lægger dansevideoer af sig selv på sociale medier, begge dele noget der ligger uden for min komfortzone, men de gør med største selvfølgelighed.
 Mod er vel et spørgsmål om at turde turde. Paradoksalt nok ser vi på andre mennesker og tænker: "Det tør jeg ikke" eller "Det er meget grænseoverskridende". Måske er det andre gør, slet ikke noget du skal, men alligevel forholder du dig til det. Det interessante spørgsmål er: Hvornår var du sidst modig? Mod kræver at vi bevæger os ud af komfortzonen og handler. Bare en smule.