Giv dine børn fysiske penge!

Verden er blevet flad og ensidig, og her taler jeg ikke om flat-earthers. Jeg taler om tabet af det taktile i børnehøjde. Jeg taler om mobiler, kreditkort og tablets.
 Den digitale verden er fantastisk. Jeg tror ingen voksne mennesker begræder at kunne undgå at hente recepter hos lægen, skulle på posthuset for at sende girokort og så videre. Tempoet, hvor vi som voksne kan få ekspederet hverdagstrivialiteter er steget markant, hvorved vi i sagens natur har tid til så meget andet.
 Hvis du er bare en smule over 30 år, ved du at verden har haft trykknapper. I min barndom skulle man udføre mekaniske handlinger, for at få et output. Jeg havde en skrivemaskine. Når man trykkede på et bogstav, blev en arm slynget op og lavede et gennemslag på et farvebånd og efterlod et aftryk på et stykke papir. Man kunne sgu føle det! Med en tablet skal man blot røre en glasflade, så får man samme resultat. Misforstå mig ikke; jeg begræder ikke teknologiens fremskridt. Men børn har brug for at lære sammenhænge, de skal bruge alle sanser, også det taktile.
 Som gammel matematiklærer savner jeg mest af alt penge. Rigtige penge. I "Grand Theft Auto" er det ingen problemer at have 1.000.000 credits for sin spiller. Men de er ikke ægte. Og taber man et spil, kan man bare starte forfra. Som barn kunne jeg gå i slikbutikken og købe et stykke slik til 5 øre, som var den mindste monetære enhed. Det var ret omsætteligt: Lille mønt er lig med et lille stykke slik. Hvis jeg købte for én krone kunne jeg få 20 stykker slik. Dét er noget et barn forstår. I dag har vi bland-selvslik. Slik er blevet en masse og at give et barn 20 kr at blande for er blevet mere sløret. Kan man overhovedet købe et stykke slik til vores mindste mønt i dag?
 Tabet af fysiske penge er, ud over tabet af et pokkers godt værktøj for matematiklærere, en udfordring vi ikke bør sidde overhørig. For hvordan lærer vi børn værdien af det abstrakte? I dag kommer pengene i plastikkort eller mobiler. De er der slet ikke? I Sverige har et firma givet medarbejderne muligheden for at have en chip under huden, der gør det muligt at foretage døroplåsninger og køb i kantinen - helt uden at have mobil eller kort med. Så, hvordan lærer vi børn om værdien af penge i dag, og at det, for de fleste af os, ikke er en uudtømmelig kilde, nu vi ikke kan se dem?
 Vi bliver nødt til at lave en leg. En leg med penge. Og pengene skal være fysiske. Du skal gå i banken og hæve dem. Man kan ikke lære et barn på 8 eller 10 at penge "bare er noget på en konto" for de er jo ikke fysiske der, heller. Vi skal ikke gøre det voksen-kedeligt, men holde det i børnehøjde. Er en 10-årig pige interesseret i tøj, jamen så lav en tøjkonto ud fra et rimeligt grundlag med hende. Og vær konsekvent. Er der ikke flere penge, må hun gå i hvad hun har til næste gang, der kommer penge, også selvom det er slidt eller hullet. Det SKAL kunne føles at kassen er tom, og det SKAL kunne ses, at der ikke er flere penge i krukken. Penge = tøj. Ingen penge = ingen tøj, lige nu.
 Det er en velkendt parameter, at vaner, grundlagt i barndommen er meget svære at ændre på. Økonomisk sikkerhed er væsentlig i den verden vi lever i, og uanset om man har meget eller lidt, er det væsenligt at få det vi har, til at slå til. Her kan du som forældre gøre en markant forskel for dit barns livskvalitet fremadrettet
 Børnene vil elske at lege den leg med dig. I kan shoppe sammen, i kan drømme sammen om hvad man kan købe og du kan påvirke dit barns valg, til at lave klogere beslutninger i livet fremefter.
Dette er ikke en manual. Det er en overvejelse over hvordan vi som voksne og forældre hjælper vores børn på vej. At "lege " med penge er bare en ting og er det ikke lige dig, så lad være.
 Ændrigen af fysiske handlinger og objekter i verden er værd at have opmærksomheden på. Vi fortæller altid verdensbilledet ud fra der hvor vi selv er. Det er ikke forkert. Den virkelige opgave er at tage det bedste fra vores verdensbillede og forene det med den virkelighed, som vi gerne vil give videre.

Fejrer du, hvad du er god til?

Jeg har en frygtelig dårlig vane med at spejle mig i mennesker, der har kvaliteter, jeg selv ønsker mig. Det helt tossede er, at jeg nogen gange selv har nogle af det kvaliteter, men med et tvist. Mens jeg er så fokuseret på at dunke mig selv i hovedet med alt det, jeg tænker jeg ikke er, glemmer jeg helt, at jeg har gode kvaliteter.
 Jeg tænker ikke på kvaliteter nødvendigvis er færdigheder. Men menneskelige kvaliteter. Tekniske færdigheder kan som regel optrænes. Jeg er ikke verdens bedste guitarspiller, men øvede jeg mig noget mere, ville det helt sikkert blive kønnere at lytte på. Jeg tænker menneskelige kvaliteter er gennemsyret af en oprigtighed. Ingen bliver glade af et halvfølt kram eller aftaler, der bliver aflyst i sidste øjeblik. Et gennenført kram varmer i hjertet, og en aftale aflyst med rettidig omhu gør ingen skade.
 Jeg kender mange mennesker, der lider af falsk beskedenhed. De klapper ikke sig selv på skulderen og anerkender deres egen kvaliteter sat i spil. Og det er faktisk ikke så svært. Udfører du en handling der føles godt, er du formentlig i sync med dine egne kvaliteter.
 Måske har du prøvet øvelsen med at nævne tre gode ting, der er sket igennem din dag, inden du lægger dig til at sove om aftenen. Hvis du har lyst, kan du gøre forsøget og spørge dig selv: "Hvornår satte jeg mine menneskelige kvaliteter i spil på bedst mulige måde?"
 I en verden, hvor det er nemt at have fokus på alt det der virker udenfor øjenæblerne, er det også vigtigt at kigge på det inden bag ved dem.

Hvad er dine bedste kvaliteter?

Hvad sker der når vi tilgiver?

Du har sikkert, som jeg, haft eller har mennesker i dit liv, hvor i har været eller er på kant og hvor det har været svært at se, hvordan man skulle imødekomme hinanden igen.
 En af mine personlige kæpheste om menneskelige møder er, at ingen handlinger gøres med en negativ intention. Folk handler fra tid til anden i affekt og det kan måske være svært som modtager at forstå eller acceptere hvorfor afsenderens verdensbillede er så lang fra der hvor man selv står. Nogen gange tager det lang tid at nå frem til et sted, hvor man igen kan leve sig ind i andres tankeverdener.
 Er vi blevet såret af en anden relation, kan det være svært at række ud igen. Vi kan ligefrem fodre afstanden ved at tale om hvor svært det hele er og hvor frustrerende en situation den anden har sat os i. Men bare rolig. Udfordringen er ikke din, i hvert fald ikke alene.
 Hvordan kommer vi så videre? Vi tilgiver. Når vi har fået følelserne i klemme, hviler det på den med mest overskud at række ud og gøre tiltag til at komme tættere på hinanden. Det er ikke nemt. Der kan gå år, før at en af parterne når til et roligt sted, der gør det muligt at handle. Vi starter med at tilgive os selv. Du har handlet som dit hjerte, din erfaring og dit intellekt bød dig muligt i en given situation.  Starter vi på egen bandehalvdel, er vi langt. Verdensbilledet er måske ændret fra da fortrædeligheden skete, også fra den anden side.
 Hvorvidt vi er i stand til at tage næste skridt og række ud, må hvile på hvad vi føler. Der er ingen manual for at løse følelsesmæssige konflikter. Hvis det er en langvarig konflikt, må vi forvente at tingene ikke er som før. Vi har flyttet os som mennesker, både åndeligt, fysisk og tidsmæssigt. Det kan være den gode nyhed. Hvis du er villig til at tilgive, har tiden stillet et nyt sted til rådighed i verdenshistorien, for at genskabe gamle relationer, hvis vi kan tilgive fortiden.
 Start med at tilgive dig selv.