Lyt til de passiv-aggressive!

Selvom jeg klart foretrækker at være i den virkelige verden, er der ingen tvivl om at de sociale medier er kommet for at blive. Ud over en masse kattevideoer og test om dette og hint, er det i den grad også blevet talerøret for manden på gulvet. 

 Alle kan stort set frit udtale sig om hvad som helst på Facebook og andre steder, og uanset hvad afsenderens intentioner er, kan det blive undermineret af en enkelt "Det er også for dåååårligt" og det kor, der kan følge af sådan en udtalelse.

 Jeg har i længere tid reflekteret over hvorfor at disse "trolls" har gået mig på. Den lidet reflekterede og oftest personligt motiverede holdning, der langer ud efter alt og alle, er de fleste stødt på. Jeg har taget mig selv i flere gange at bringe ved til bålet, fordi det var en mulighed at være med til at piske en stemning op.

  Jeg er begyndt at se tingene fra en anden side. Det gik op for mig, at brugen at min skarpe pen ikke blot er tilfældigt ordgejl, men i lige så høj grad passivt-aggressivt kamufleret med satire og ironi. Andres budskab er lige så vigtigt for dem, selvom det er på et personligt plan og måske mindre elegant fremført. De har noget på hjerte. Vil du ikke også lyttes til, når du har noget på hjerte?

Ordløse og ordfyldte rum. Hvilket er du i?

Jeg har nogle dage gået og puslet med det ordløse rum som modsætning til det ordfyldte rum. Det lader til at det gamle ordsprog om at "tale er sølv men tavshed er guld" er blevet polvendt. Alt skal i dag spilles op mod andre, og den stille refleksion er blevet værdiløs.

 Det ordløse rum er ikke et rum uden refleksion. Det er blot den indre dialog, der er fremherskende. Der er fint plads til begge typer samtale, men de har svært ved at eksistere samtidig. Det ordfyldte rum fordrer dialogen mellem to mennesker, mens det ordløse rum giver plads til reflektionen hos den enkelte.

 Det ordløse rum er sværere at være i, men ikke besværligt. Sværere, fordi det kræver af dig, at du rent faktisk tør at bringe dig selv i spil, med dig selv og ingen andre. Du skal veje dine argumenter over for dig selv, og rent faktisk stole på, at det svar eller den konklusion du kommer frem til, er velovervejet og gyldig.
 Vi er heldigvis forskellige mennesker, men det lader til, at det ordfyldte rum er den fremherskende dialogform i dag. Det er på sin vis trist, for det kan komme til at stå i vejen for at mennesker rent faktisk kan komme til at stole på deres egen tankeverden. Når vi diskuterer med os selv, når vi frem til resultater, der er troværdige. Det bliver essensen af hvad du tænker og mener og ikke forurenet af andres tanker.
 Jeg tænker, at der skal være plads til begge rum. Vi skal have plads til at tænke vores tanker, inden vi spejler dem i andres.