onsdag den 7. februar 2018

Man kan ikke blive sur på den gode intention!

Jeg læste en del tegneserier i min barndom, specielt Anders And stod for mange timers god underholdning. Anders And selv var tit ganske uudholdelig. Fætter Vims derimod, han havde min opmærksomhed. Fætter Vims fik altid lavet rav i den, men aldrig fra et skidt synspunkt. Han ville altid det bedste. Derfor var det ret nemt at få medlidenhed med ham. Fætter Vims er den gode intention forklædt som en and.
 Man kan ikke blive sur på den gode intention, uanset hvor dårligt den er eksekveret. Der er masser af gange, hvor vi oplever at opgaver eller andet ikke er blevet eller blevet gennemført som vi ønsker det. Måske har vi ikke givet gode nok anvisninger, måske er der eksterne forhold der har påvirket udfaldet?
 Det er vigtig at spørge ind til hvad der ligger bag, før vi drager vores konklusioner. tænk hvis vi blev klogere på "hvorfor" i stedet for "hvad".

torsdag den 1. februar 2018

Taknemmelighed er en dyd.

Min kæreste bygger om og det plejer at medføre at der også bliver sorteret ud med mere eller mindre hård hånd. I dette tilfælde måtte en gammel køjeseng fra ILVA lade livet. Den fejlede som sådan ikke noget, men kærestens datter ønsker sig en futon i stedet. So be it.
 Da jeg godt kan være lidt doven, kan det snildt kombineres at give ting væk - hvis det bliver afhentet. Vi satte sengen til afhentning på Facebook i stedet for at køre den til genbrug. Det varede ikke længe, før en kvinde ønskede at aftage den. Hun var enlig mor til syv og manglede lige netop en køjeseng og så var midlerne i øvrigt små.
 Næste  dag blev sengen afhentet og det varede ikke længe inden kærestens telefon blev fyldt med taksigelser fra modtageren.
 Det modsætningsfyldte i at have givet noget væk på Nettet i dovenskab og så blive mødt af sådan en taknemmelighed, var overvældende. Vi blev dog begge enige om at det ikke var sidste gang vi ville give noget væk på denne måde. Men næste gang, vil vi være taknemmelige over at vi har overskud til at give til dem, der har brug for at modtage.