Mennesker er proces

Den anden aften skulle min bonusdatter i seng. På hendes skole er der krav om læsning af 20 sider om dagen i 4 klasse. Det kan være svært at overkomme i en verden med mobiltelefoner og serier på Netflix. Det blev en lang serie af krumspring, for at undgå læsningen inden der skulle soves, der sluttede af med "Det er altså jer, der skal minde mig om jeg skal læse!" Jeg kunne ikke undgå at grine lidt indvendigt.
 Mine elever på min ordblindeefterskole er på mange måder svage i deres arbejdsvaner. De har kæmpet gennem deres skolegang med at være i svære læringssituationer. Nogen gange kan jeg blive helt imponeret, når jeg får rækken af undskyldninger listet op, for ikke at være klar med det ene eller andet. Man kan næsten tale om "negativ curling". Af bar velvilje for at ville gøre det så godt, kommer vi til at løse opgaver for vores børn og unge, som de selv skulle gøre. Såsom at holde styr på gøremål og aftaler på egen hånd.
 Og de kan godt. De ved præcist hvad de skal med hvem når de har fri og i weekenden. Vi kan sagtens få dem til at ændre vaner, Frem med lektiebogen eller med mobiltelefonen og få tastet ind hvad de skal hvornår. Sæt rimelige frister, vær klar i spyttet om konsekvenser. Dette kan sagtens gøres uden at hæve stemmen.
 Tilbage til min bonusdatter. Min kæreste og jeg vendte situationen og blev enige om at kl. 2030 nok ikke var det rigtige sted at tage debatten med en 10-årig. Dagen efter forklarede vi hende i lav stemmeføring at det var hendes pligt at læse og at vi helst så det ske uden at skulle sanktionere hende. Det har aldrig været en god ide, i min verden, at true med bål og brand, men at fortælle i øjenhøjde at pligter og fornøjelser går hånd i hånd. Det er sjældent at én samtale laver mirakler.
Mennesker er proces.