En af de mennesker jeg har tættest på min i mit liv, spurgte om hjælp til at få skrevet en jobansøgning for at komme videre, både på jobfronten og mentalt. Jeg hjælper gerne hvor jeg kan, så jeg sagde selvfølgelig ja.
Da vi nåede til at processen rent faktisk skulle i gang, tøvede vedkommende. Jeg kunne ikke lade være med at spørge ind til denne tilbageholdenhed. Det viste sig at det potentielle nederlag, der ligger i ikke at få jobbet, gjorde det meget svært at komme i gang med at søge, endsige skrive en ansøgning. Vi fik dog sparket gang i processen, skrevet ansøgningen (der blev god) og sendt den afsted.
Efterfølgende reflekterede jeg over det at være modig. For mig er jobansøgninger en åbning til nye eventyr og jeg får kriller i maven som når jeg skal på ferie, bare af at tænke på at skrive dem. Tænk, man kan finde et job som er spændende og helt gratis, byde ind på det? Det er klart at der er en potentiel afvisning, hvis man ikke får det, men det er slet ikke i mine tanker, når jeg har søgt nye veje.
Hvornår er jeg modig? Hvad skal jeg stå overfor før jeg tøver og ryster lidt i bukserne? Mod kommer i mange former. Min kærestes 8-årige dreng kaster sig ud i halsbrækkende hop på ski, mens hendes 10-årige datter lægger dansevideoer af sig selv på sociale medier, begge dele noget der ligger uden for min komfortzone, men de gør med største selvfølgelighed.
Mod er vel et spørgsmål om at turde turde. Paradoksalt nok ser vi på andre mennesker og tænker: "Det tør jeg ikke" eller "Det er meget grænseoverskridende". Måske er det andre gør, slet ikke noget du skal, men alligevel forholder du dig til det. Det interessante spørgsmål er: Hvornår var du sidst modig? Mod kræver at vi bevæger os ud af komfortzonen og handler. Bare en smule.
