Min formiddag er gået med at planlægge et kursus med gode mennesker, jeg kender fra andre kurser. Jeg har en fortid med dem, så at sige. Det er gode erindringer, fordi vi tidligere skabte noget sammen. Vi skulle have mødtes i den virkelige verden, men Corona har tvunget os på Zoom, hvilket er helt ok. Vi kom til at snakke om, hvad det er der vil fylde, når vi ser tilbage på "The Corona Days", uden at nå til en endegyldig konklusion.
Samtidig havde jeg en Messenger-tråd kørende om den omsiggribende oprydning under krisen, og alle de minder vi kan finde frem, når nu der er tid til at komme helt ud i hjørnerne. For hvad er et minde egentlig? Sådan semantisk, er ordet "minde" vel neutralt, da vi snakker om gode minder og dårlige minder. Jeg tænker at et minde er en erindring med følelser koblet på. Det er meget sigende for mennesker, at vi husker med følelserne, uanset om vi kobler dem til ting, oplevelser eller mennesker.
Jeg oplevede to ting i løbet af formiddagen. At mine minder om at lave kursus var positivt betingede, fordi at jeg skulle gentage at lave kursus med gode mennesker, på den måde at jeg ved hvor jeg har dem som personer og at vi skal skabe noget nyt i vores kendte ramme. Og samtidig jeg blev ramt af en grad af melankoli over at huske minder, der ikke kan genskabes fordi tiden, situationerne eller relationerne ikke længere er det samme.
På den måde var jeg fanget i to yderpunkter af følelsesregisteret for minder på samme tid. Sådan har jeg det også med Corona. På den ene måde er det ganske forfærdeligt og på den anden måde er det faktisk lidt hyggeligt (for nu) at være hjemme med hunden om fødderne.
Så hvordan tror du, at vi mindes denne verdenskrise når den er overstået? Det er jeg ret nysgerrig på.